Treårskrigen 1848-50

Læs mere om Slaget på Isted Hede og Istedløven på Wikipedia.

 

Tyske sider:

http://www.idstedtschlacht.de/

 

VIMU (det virtuelle museum på dansk og tysk):

dansk: http://vimu.info/fb.jsp?id=for_3_1_18_fb_isted_dk_doc&lang=da&u=child&flash=true&s=
tysk: http://vimu.info/fb.jsp?id=for_3_1_18_fb_isted_dk_doc&lang=de&u=child&flash=true

Kilde: www.graenseforeningen.dk

original her...

Treårskrigen begyndte som en borgerkrig og sluttede som en borgerkrig mellem danskere på den ene side og tysksindede slesvig-holstenere på den anden, idet begge parter var borgere i helstaten. Ind imellem havde tyske stater, bl.a. Preussen, Hannover, Sachsen og Bayern deltaget som slesvig-holstenernes allierede, hvilket gav krigen præg af en international konflikt.

Det var begivenhederne i København omkring den 20. marts 1848 (Casino-mødet) og Frederik 7.'s efterfølgende afskedigelse af sit ministerium, som fik konflikten mellem helstatens dansksindede og slesvig-holstenske befolkning til at bryde ud i  borgerkrig. I Kiel anså man begivenhederne i København for en revolution (som det få dage forinden var sket i Berlin og Wien), og man dannede den 23. marts en provisorisk regering. I denne regering sad fra konservativ side Prinsen af Nør og grev Reventlow-Preetz og de mere radikale Beseler, Bremer, Olshausen og Schmidt. 

Den 24. marts 1848 overtog Prinsen af Nør kupagtigt fæstningen i Rendsborg for at forsvare hertugdømmernes interesser. Det slesvig-holstenske krav var en fri forfatning for hertugdømmerne, Slesvigs forening med Holsten og hertugdømmernes optagelse i Det tyske Forbund. Hermed var borgerkrigen erklæret.

Samtidig tiltrådte Martsministeriet i København med A.F. Tscherning som krigsminister. Tscherning havde betinget sig fuld indflydelse over hærens ledelse og forlangt garanti for, at kongen, Frederik 7., ikke blandede sig.

Set fra et dansk synspunkt var der tale om et regulært oprør (Oprøret i Rendsborg) mod kongen og danske interesser. Set var slesvig-holstensk side var der tale om frihedskamp mod en enevældig konge. Stridens egentlige kerne var både national og politisk: Skulle hertugdømmet Slesvig høre til en fremtidig dansk eller en fremtidig tysk nationalstat eller et selvstændigt Slesvig-Holsten, og skulle hertugdømmerne regeres af en enevældig konge eller have en fri forfatning?

Krigen faldt i tre faser:

 

Krigshandlinger 29. marts til 26. august 1848:
Danske tropper rykker over Kongeåen og ind i hertugdømmet Slesvig den 29. marts 1848.
Slaget ved Bov den 9. april 1848
Slaget ved Slesvig den 23. april 1848
Kampe ved Nybøl den 28. maj 1848
Kampe ved Dybbøl den 5. juni 1848

Den danske hær kom under general Hans Hedemanns ledelse sejrrigt ud af de fleste kamphandlinger, men samtidig blev kompetencestridigheder mellem den politiske og den militære ledelse tydelige, en strid som kom til at spille en rolle senere i krigen og i øvrigt også under krigen i 1864. Samtidig førte forskellige intriger til, at Hedemann i sommeren 1848 blev erstattet af generalerne Frederik Læssøe og G.C. von Krogh.

Efter engelsk og svensk mægling enedes krigens parter om en våbenstilstand, som trådte i kraft den 26. august 1848 og holdt til den 3. april 1849. 

Betingelserne var at Danmark skulle stoppe blokaden mod tyske havne, alle beslaglagte skibe skulle frigives og alle krigsfanger udveksles. Den tyske hær skulle trække sig ud af hertugdømmerne bortset fra 2.000 mand til sikring af ro og orden. Til gengæld måtte Danmark også lade 2.000 mand blive, men kun på Als og Ærø. Endelig blev alle love vedtaget efter den 17. marts 1848 kendt ugyldige.

Hertugdømmerne skulle styres af en femmandskommission bestående af tre sønderjyske valgt af Danmark, tre holstenske valgt af Det tyske Forbund og en præsident, Karl Moltke, valgt af Danmark og Preussen. Dette kom dog ikke til at fungere idet den slesvig-holstenske oprørsregering i realiteten tog ledelsen i hele Sønderjylland bortset fra Als og Ærø. I det hele taget vakte administrationen af våbenhvilen voldsom harme i Danmark og det var kun et spørgsmål om tid, inden krigshandlingerne blev genoptaget.

Der var fra både slesvig-holstensk og engelsk side fremkommet forslag om en deling af Slesvig, hvilket der i efteråret 1848 var en vis forståelse for på dansk side, men Frederik 7. afviste forslaget med ordene "Det skal ej ske!", som han ved en militærparade ved Vejle den 16. september 1848 citerede fra H.P. Holsts digt "Vel mødt igjen, Kong Frederik ved Hæren". Herefter gik Martsministeriet af og det såkaldte Novemberministerium tiltrådte med general C.F. Hansen som ny krigsminister.

I Slesvig-Holsten blev den provisoriske regering den 21. oktober 1848 afløst af en fællesregering, og da krigshandlingerne i april 1849 blev genoptaget, afløstes regeringen af et såkaldt "statholderskab" med hovedkvarter på Gottorp Slot.

På begge sider blev våbenstilstandsperioden udnyttet til udvidelse og styrkelse af hærene. Både i Danmark og i Slesvig-Holsten blev der indført almindelig værnepligt. I Danmark skete det ved en midlertidig lov af 29. september 1848 og endelig lovgivning den 2. februar 1849. Den danske hær talte nu 41.000 mand og den slesvig-holstenske, der blev reorganiseret efter preussisk model, ca. 19.000 mand, heraf ca. 5.000 i reserve. Hertil skal lægges 46.700 mand fra den tyske forbundshær sammensat af tropper fra 23 af Det tyske Forbundsmedlemsstater, flest fra Preussen, Hannover og Sachsen, som stod få dagsmarcher syd for Ejderen.

Prinsen af Nør trådte tilbage som øverstkommanderende i september 1848 og blev afløst af den preussiske general Bonin. A.F. Tscherning trådte tilbage som krigsminister i november 1848 og efterfulgtes som nævnt af general C.F. Hansen.

Våbenhvilen blev også brugt til forberedelse af nye felttog. På dansk side havde man to planer, en udarbejdet af krigsminister C.F. Hansen, der gik ud på at gennemføre en større landgangsoperation ved Sli-mundingen og Egernførde og derefter besætte hele Sydslesvig, og en plan udarbejdet af hærledelsen ved general von Krogh og Frederik Læssøe, som gik ud på at angribe de slesvig-holstenske styrker ved Flensborg-Bov inden de kunne få hjælp fra forbundstropper. Hærledelsen afviste krigsministerens plan som urealistisk, hvilket C.F. Hansen accepterede, hvorefter han godkendte Overkommandoens plan med visse forbehold. Dog overlevede en lille del af krigsministerens plan, hvilket førte til katastrofen i Slaget i Egernførde Fjord - se nedenfor.

Krigshandlinger 3. april til 7. juli 1849:
Egernførde Fjord 4.-5. april 1849. De danske fregatter "Christian VIII" og "Gefion" går tabt i Egernførde Fjord.
Kampe ved Kolding den 20. og 23. april 1849
Udfaldet fra Fredericia den 6. juli 1849

I denne fase af Treårskrigen trak tyske tropper op i Nørrejylland og blev dermed delt i tre afdelinger, nemlig i Nørrejylland, ud for flankestillingene på Sundeved over for de danske styrker på Als, og ved Fredericia over for de danske styrker her. Den danske flåde var enerådende, og de danske styrker kunne derfor hurtigt og i det skjulte flyttes fra det ene sted til det andet. Dette gav den danske hær mobilitet og mulighed for overraskelsesangreb, hvilket Overkommandoen forstod at udnytte i forbindelse med udfaldet fra Fredericia den 6. juli 1849.

Parallelt med krigshandlingerne var der hektisk diplomatisk aktivitet for at etablere en våbenstilstand. Den 7. juli 1849 var det lykkedes den danske diplomat, kammerherre Reedtz at få accepteret våbenstilstandsbetingelser hos det preussiske statsråd. Men da Reedtz den 8. juli modtog en privat efterretning om udfaldet ved Fredericia, som endnu ikke var nået frem til den preussiske regering, frygtede han at forhandlingerne ville blive afbrudt. Han fik i hast et møde i stand med sin preussiske modpart og i en britisk diplomats nærværelse blev aftalens paragraffer vedtaget.

Men andre tyske stater og slesvig-holstenerne stillede fortsat vidtgående betingelser og først den 2. juli 1850 gik Preussen efter russisk pres med til en såkaldt simpel fred uden en endelig løsning på de spørgsmål, som havde forårsaget krigen. Hermed havde slesvig-holstenerne mistet deres vigtigste allierede og stod nu igen alene imod den danske hær.

Krigshandlinger 2. juli til 31. december 1850:
Slesvig-holstenske styrker på i alt 30.000 mand gik over Ejderen den 14. juli 1850 og gik i stilling ved Arnholt Sø i nærheden af Isted mens danske styrker på ca. 37.000 mand under ledelse af general Krogh den 16. juli gik ind i Nordslesvig. Den 25. juli stødte de to hære sammen i Slaget ved Isted den 25. juli 1850, hvorefter den slesvig-holstenske hær trak sig tilbage til garnisonen i Rendsborg. Af politiske årsager kunne den danske hær ikke angribe garnisonen i Rendsborg, som ligger i Holsten, hvorfor hæren indskrænkede sig til at befæste Danevirke-stillingen, som blev udbygget med talrige skanser. Egernførde blev besat, området ved Mysunde blev blev indrettet til forsvar på den østlige flanke og vest for Danevirke blev de sumpede områder oversvømmet og gjort ufremkommelige.

Slesvig-holstenerne, som nu ikke fik støtte fra de andre tyske lande bortset fra ca. 5.000 frivillige, fortsatte indædt kampen og besatte Frederiksstad, men blev slået tilbage den 8. august. Den 12. september 1850 forsøgte slesvig-holstenerne et angreb på Mysunde, men blev også her slået tilbage. Den 29. september blev Frederiksstad belejret og sat under et fem dage langt bombarment, hvorefter slesvig-holstenerne den 4. oktober satte ind med et stormangreb mod byen. Byen blev heltemodigt forsvaret af danske tropper under ledelse af oberst Hans Helgesen.

Det slesvig-holstenske statholderskab var i hele efteråret under stigende politisk pres fra de førende tyske lande Preussen og Østrig for at stoppe krigshandlingerne. Forbundsdagen i Frankfurt-am-Main  ratificerede den 26. oktober en fredsaftale indgået i Berlin. Preussen måtte den 26. november indordne sig under Østrigs politik, der bl.a. krævede at Slesvig-Holsten skulle kapitulere. Dermed var der ikke mere håb for slesvig-holstenerne.

Krigens sidste træfning fandt sted ved Mysunde 31. december 1850. I løbet af januar 1851 trak statholderskabet den slesvig-holstenske hær tilbage og begyndte at demobilisere, og i februar 1851 var den danske konges autoritet i Holsten genoprettet.

Samlede tab i krigen

	Danske	Tyske
Faldne	2.128	1.284
Sårede	5.797	4.675

Danmark sejrede militært i Treårskrigen, men kun fordi Preussen og andre af de tyske lande efter pres fra de europæiske stormagter Rusland, Sverige og England blev tvunget til at holde sig ude af krigen, så slesvig-holstenerne reelt stod alene efter den 2. juli 1850.

Politisk havde Danmark intet opnået med sejren. Det centrale problem, hertugdømmet Slesvigs forhold, var stadig uløst. Politisk var der i januar 1851 intet ændret i forhold til marts 1848. Ved freden mellem Danmark og Preussen og ved aftaler indgået i Berlin i 1851-52 mellem Danmark og de tyske magter samt ved London-traktaten af 8. maj 1852 måtte Danmark gå med til at indføre en problematisk helstatsforfatning, som rummede både et dansk kongerige, med en fri forfatning (Grundloven af 1849), og hertugdømmerne Slesvig og Holsten samt Lauenburg, som styredes af den enevældige konge Frederik 7. Samtidig måtte Danmark love ikke at knytte Slesvig nærmere til kongeriget end Holsten, et krav der blev stillet med henvisning til Ribe-brevet af 1460.

Slesvig-holstenerne tabte både politisk og militært. Ingen af deres krav blev opfyldt, og den hjælp de havde forventet fra de tyske lande kom kun i perioder, og den svigtede helt ved forhandlingsbordet.

For stormagterne var det afgørende at fastholde den eksisterende magtbalance i Nordeuropa, hvilket hverken tillod et Danmark til Ejderen eller slesvig-holstensk selvstændighed. Stormagterne pålagde derfor ved aftaler indgået i 1851 og 1852 (London-traktaten af 8. maj 1852) Danmark en række forpligtelser, herunder at skabe en forfatning for hele monarkiet, som tilgodeså alles interesser og sikrede helstatens eksistens. At opnå en sådan forfatning viste sig i de kommende år umuligt, fordi nationalliberale danske politikere krævede, at Slesvig skulle knyttes tættest muligt til Danmark (Ejder-politikken), mens de tysksindede slesvig-holstenere krævede Slesvigs gamle sammenknytning med Holsten opretholdt. Dette blev den afgørende årsag til den næste slesvigske krig - krigen i 1864.

Kilder:
Johs. Nielsen: Treårskrigen 1848-1851. Tøjhusmuseet, 1993

Litteratur:
Claus Bjørn: "1848: Borgerkrig og revolution". Gyldendal, 1998.
Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50, 1-12, udgivet af Generalstaben 1867-87.
Tøjhusmuseets Bog om Treårskrigen, I-III (1948).
Friedrich, Prinz von Schleswig-Holstein-Nör: Aufzeichnungen aus den Jahren 1848 bis 1850 (Zürich 1861).
Fock, Otto: Schleswig-Holsteinische Erinnerungen (Leipzig 1863).
Holst, Frits og Axel Larsen: Felttogene i vore første Frihedsaar, 1-3 (1888).
Housted, Erik: Fredericias belejring i 1849 (1974).
Jensen, N.P.: Den første slesvigske Krig, 1-2 (1898).
Jensen, N.P.: Kampen om Sønderjylland, 1-3 (1913-16).
Moltke, Helmuth von: Geschichte des Krieges gegen Dänemark 1848/49 (Moltkes Militärisches Werke, III (Berlin 1893).
Norrie, J.W.G.: Slaget ved Isted 25. juli 1850 (1963).
Rockstroh, K.C.: General de Mezas Krigs-Dagbøger 1849-51 (1928).
Stolz, Gerd: Die Schleswig-Holsteinische Armee von 1848/51 (Eckernförde 1978).
Vaupell, Otto: Læssøes Levned og Aktstykker til Krigen 1848-50 (1895).
Vesterdal, M.: Slaget ved Isted 25. juli 1850 (1978).