Minderne - Vort hjemland rummer minder

Vort hjemland rummer minder
Mel.: Håkon Elmer
 
Vort hjemland rummer minder
som intet sted i nord,
Ansgar har signet folket
og Thyra hegnet jord.
Uffe stred ved Ejd´rens flod,
hvor grænsens sten i sekler stod.
 
End hvisker Isteds bøge
om sejrens sommerdag
og bølgenyn ved Sankelmark
om dåd og nederlag.
Lyrskov kender kamp og mod,
og Slien suk af Eriks blod.
 
Og Sønderjyllands have
blev Danmarks sønners grav.
Her brast de gyldne strenge,
da unge livet gav.
Hvor døden blev på våren pant,
blev tåren håbets diamant.
 
Hver sommer blomstrer roser
på Flensborg kirkegård.
Og lærkesang i sommersol,
hvor faldnes minder står,
er tonevæld om livet selv,
om dag, der gryr af tidens elv.
 
Bernhard Hansen, fhv. skoledirektør for
Dansk Skoleforening for Sydslesvig og
fhv. korpschef for Dansk Spejderkorps Sydslesvig