1. Ja, landet er lidet, fra hav til fjord
er der næppe en halv dags fart;
for den, som målte det skridt for skridt,
blev det stort og dyrebart.
2. For tredve tusinde trætte mænd,
der målte det fod for fod
hin bitterlig kolde vinternat,
blev det stort gennem sorg og blod.
3. I slægt efter slægt, i vår og i høst,
fra marsk, over sletten til Sli,
har bonden med arbejdsmødige trin
målt ager og hede og sti.
4. Var landet end lidet, dets skæbne blev stor,
gav genlyd fra bælter og sund;
dets tro blev vore prøve, dets nød blev vort fald,
dets håb bliver sang i vor mund.
5. Ja, landet blev stort gennem landsmænds tro,
blev dyrt gennem tabte slag,
blev Danmarks skæbne og dansk symbol
gennem nat og den dæmrende dag.
M.P. Ejerslev. "Sydslesvig". I "Snoghøjsangbogen", 1937.