1864
VIMU (det virtuelle museum på dansk og tysk):
dansk: http://www.vimu.info/general_04.jsp?id=mod_3_6&lang=da&u=general&flash=true
tysk: http://www.vimu.info/general_04.jsp?id=mod_3_6&lang=de&u=general&flash=true&s=
Kilde: www.graenseforeningen.dk
original her...
Krig mellem Danmark og Preussen/Østrig.
I Danmark havde man siden Tre-årskrigens afslutning i 1851 haft en umulig statsretslig konstruktion i helstaten med folkestyre i kongeriget og enevældigt kongedømme i hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg. Nationalliberale kredse med bl.a. C.C. Hall og D.G. Monrad i spidsen ønskede en ny fælles forfatning gældende for hertugdømmet Slesvig og kongeriget Danmark. Denne forfatning blev gennemført i rigsdagen i november 1863, deraf navnet Novemberforfatningen, hvorved regeringen klart overtrådte London-traktaten af 8. maj 1852 om ikke at ville knytte Slesvig tættere til kongeriget end Holsten.
Den nye konge i Danmark, Christian 9., underskrev (imod sin vilje) Novemberforfatningen, hvilket var den sag, Bismarck kunne bruge i bestræbelsen på at samle Preussen om sin politik. Bismarck krævede den 16. januar 1864 i et ultimatum, at Danmark ophævede Novemberforfatningen inden 48 timer, hvilket ikke skete, hvorefter preussiske og østrigske tropper den 1. februar 1864 overskred grænsen til Slesvig.
Krigens anledning var således indførelsen af Novemberforfatningen i 1863, som den preussiske ministerpræsident Bismarck kunne bruge til at erklære Danmark krig, hvilket han gjorde i krigserklæringen af 31. januuar 1864. Krigen indledtes med den danske hærs tilbagetog fra Dannevirke til Dybbøl den 5.-6. februar 1864 og kulminerede med Slaget på Dybbøl den 18. april 1864. Her led den danske hær nederlag, men ved den efterfølgende fredskonference i London fastholdt Danmark kravet om en grænse ved Ejderen. Fredsforhandlingerne brød sammen og krigen blev genoptaget. Efter overgangen til Als den 29. juni 1864 var krigen endeligt tabt med afståelse af hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg til følge, svarende til en tredejedel af Den danske Helstats befolkning og 40 % af helstatens areal.
I et europæisk perspektiv ændredes magtforholdene i Europa efter Krim-krigen i 1853-1856. Rusland blev svækket og Preussen stod stærkere. Efter 1862 blev ikke mindst ministerpræsident Otto von Bismarcks vision om at samle alle de 36 tyske lande, som hidtil havde konkurreret med hinanden, til et samlet Tyskland under Preussens ledelse, realistisk.
Preussen var i begyndelsen af 1860'erne præget af dybe konflikter mellem et liberalt indstillet flertal i den preussiske landdag og et konservativt kongetro mindretal. Konflikten kom især til udtryk i uenighed om hærens ordning. I september 1862 kaldte den preussiske kong Wilhelm, der var rystet over den politiske udvikling og frygtede revolution, sin gesandt i Frankfurt Otto von Bismarck hjem til Berlin. Den 8. oktober udpegede han Bismarck til ministerpræsident og udenrigsminister. I løbet af de næste uger skar Bismarck hårdt og brutalt igennem og tilsidesatte de nationalliberale kræfter i landdagen med voldsom utilfredshed til følge. Bismarck fik derfor brug for en fælles sag, som kunne samle de preussiske borgere omkring ham og kong Wilhelm.
Ved et krigsrådsmøde den 4. februar om aftenen besluttede den danske generalstab under ledelse af general de Meza uden politisk opbakning at rømme Dannevirke, hvis militære betydning var voldsomt overvurderet i krigsministeriet i København. Under tilbagetoget blev den danske bagtrop indhentet af østrigsk rytteri ved Sankelmark lidt syd for Flensborg, men det østrigske rytteri blev slået tilbage, hvorefter den danske hær kunne fortsætte tilbagetoget til flankestillingen på Dybbøl, som i de følgende uger blev yderligere befæstet.
General de Meza blev omgående fyret og anklaget for landsforræderi, selv om alle vurderinger efterfølgende har givet ham ret i beslutningen om tilbagetrækning fra Dannevirke. I den hårde vinter var Slien øst for Slesvig og marskområderne vest for Dannevirketilfrosset, så den preussisk/østrigske hær uden problemer ville kunne omgå Dannevirke-stillingen. Hvis ikke hæren var blevet trukket tilbage, ville den være blevet udslettet af de overmægtige preussiske og østrigske hære. Se oversigt over hærenes størrelse.
Dybbølstillingen kom i løbet af marts måned under voldsomt kanonild fra preussiske kanonstillinger på Broagerland og ved Ragebøl, hvorved de danske tropper langsomt udmattedes samtidig med at skanserne blev svagere og svagere. Den danske hærs øverstkommanderende G.D. Gerlach forsøgte umiddelbart før stormen den 18. april uden held at få regeringens opbakning til en rømning af Dybbøl-stillingen. Den 18. april kl. præcis 10.00 ophørte bombardementet, hvorefter de preussiske tropper satte et stormangreb i gang. De danske tropper blev i løbet af få timer tvunget tilbage over Alssund til Sønderborg, hvorefter ponton-broen blev kappet. Hermed var der fri adgang for de preussisk/østrigske tropper op i Jylland, hvor flere træfninger fandt sted.
Under våbenhvileforhandlingerne fastholdt den danske regering sin position. Natten mellem den 29. og 30. juni indledte de preussiske tropper et overraskelsesangreb over Alssund og gik i land ved Arnkilsøre på Als. De danske tropper blev evakueret fra Als til Ærø og Fyn. Herefter måtte den danske regering erkende nederlaget. I Wienerfreden af 30.oktober 1864 kom hertugdømmet Slesvig samt de vestslesvigske enklaver under preussisk styre. Enklaverne blev af praktiske grunde mageskiftet med nogle sogne ved Ribe og syd for Kolding (de otte sogne) samt øen Ærø.
Den nordlige del af Slesvig (Nordslesvig) blev genforenet med Danmark ved Genforeningen i 1920.
Danmark blev ved nederlaget i 1864 og den deraf følgende afståelse af alle tysktalende områder (hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg) en ægte nationalstat med fuld overensstemmelse mellem på den ene side folk, sprog og etnicitet og på den anden side stat, hvilket fik kolossal betydning for Danmarks videre udvikling i alle områder af samfunds- og kulturlivet. Det blev efter nederlaget i 1864 diskuteret, om dansk sprog og kultur i en selvstændig dansk stat kunne overleve, men en enestående national og folkelig vækkelse skabte en ny udvikling frem mod det moderne Danmark.
Christian 9. skrev efter at han den 12. november 1864 havde underskrevet fredstraktaten to åbne breve til sine tidligere undersåtter i de afståede hertugdømmer. I det første brev løses indbyggerne i hertugdømmerne fra deres "undersåtlige troskab og lydighed" over for kongen (= den danske stat). I det andet brev beklagede kongen det skete og udtrykte sin tak til de mange i hertugdømmerne, der havde udvist loyalitet over for kongen i den korte tid, han havde regeret. I det sidste åbne brev, som henvendte sig til den resterende del af rigets befolkning, gav kongen midt i sorgen udtryk for en vis optimisme, som i efterkrigsårene blev omsat til en enorm national genrejsning, der blev grundlaget for det moderne Danmark.
For Preussen og Tyskland fik sejren over Danmark i 1864 også afgørende betydning. I 1866 slog Preussen Østrig og i 1871 Frankrig, hvorefter Bismarck i Versailles kunne udråbe den preussiske kong Vilhelm til tysk kejser for alle de tyske lande. Hermed var Europas historie frem til sammenbruddet i 1945 på en måde beseglet. Frankrig ønskede og fik hævn med den ydmygende fredsaftale efter Tysklands nederlag efter 1. Verdenskrig (Versailles-freden). Denne for Tyskland ydmygende fred var med til at bane vejen for Adolf Hitler og nazismen og det totale sammenbrud i 1945.
Tidstavle over selve krigens forløb
Den politiske baggrund i Preussen
Den politiske baggrund i Danmark
Slaget på Dybbøl den 18. april 1864
Wienerfreden af 30. oktober 1864
Læs også professor Uffe Østergaards essay om 1864 og krigens betydning for Danmarks historie .
Se Syddansk Universitets video "Myten om 1864" med Rasmus Glenthøj .
Litteratur
Rasmus Glenthøj: 1864 - Sønner af de Slagne. Gads Forlag, 2014
"1864 - og historiens lange skygger". Udgivet af Carsten Jahnke & Jes Fabricius Møller. Ihleo Verlag, Husum, 2011
Tom Buk-Swienty: "Slagtebænk Dybbøl". Gyldendal, 2008.
Tom Buk-Swienty: "Dommedag Als". Gyldendal, 2010.
Johannes Nielsen: "1864 - Da Europa gik af lave". Odense Universitetsforlag, 1987.
Johannes Nielsen: "Den dansk - tyske krig 1864". Tøjhusmuseet, 1991.
Vilhelm la Cour: Med far i felten. Gyldendal, 1964.